Indretning af soveværelset

Indretning af soveværelset

Skrevet af Nikolaj Østergaard den 11. December 2019

Soveværelset er et af de rum i hjemmet, hvor vi bruger flest timer – dog ikke de vågne af slagsen. Det betyder dog ikke, at indretningen af soveværelset ikke er vigtigt, tværtimod! Det har faktisk rigtig meget at sige for vores nattesøvn, om vi føler os trygge og godt tilpas i netop dette rum.

Det er lige netop her, at indretningen kommer ind i billedet, for du kan nemlig gøre rigtig meget selv for at skabe det perfekte soveværelse, hvor der både er plads til hygge, ro og afslapning. Læs dette blogindlæg og få gode tips og tricks til at indrette det ideelle soveværelse.

Soveværelset er blevet et multirum

For år tilbage var soveværelset et rum i hjemmet, hvor man blot skulle sove. I dag bor vi på færre kvadratmeter, og det betyder også, at soveværelset er et rum, hvor vi ser fjernsyn, slapper af, læser bøger og meget andet.

Derudover skal vi også blive mere kreative, når det gælder opbevaring, simpelthen fordi der ikke er lige så mange kvadratmeter at leve på som tidligere. Heldigvis kan det sagtens lade sig gøre at skabe det perfekte soveværelse, hvor der er plads til alle disse ting!

Kreative opbevaringsløsninger

Afhængig af hvor stort soveværelset er hjemme hos jer, kan det være en god idé at bruge tid på at overveje hvilke opbevaringsløsninger, der passer bedst til jeres soveværelse. Nogle gange kan et stort opbevaringsskab være den bedste løsning – særligt hvis pladsen er trang.

Det kan hurtigt komme til at se rodet ud, hvis du har stoppet kommoder, tøjstativer og andet ind på få kvadratmeter, og derfor er et opbevaringsskab nogle gange den bedste idé – selvom det kan se en smule kedeligt og traditionelt ud. Ellers er der altid mulighed for at lave en kombination af skuffer, hylder og tøjstænger, eftersom der findes mange forskellige løsninger på markedet, hvor du selv kan sammensætte en væg med opbevaringsmøbler i samme stil.

Hvis soveværelset derimod er relativt stort kan du med fordel udforske DIY-løsninger og selv kaste dig ud i kreative og skræddersyede opbevaringsløsninger. Det har de sidste år været meget populært at pakke tøjet ud af kommoden og i stedet hænge det på et stativ – vi kan nemlig godt lide at udstille vores tøj og vise vores omverden, hvad vi gemmer i garderoben.

Det er en trend, vi kommer til at se meget mere til i fremtiden – dette afspejles især i de mange forskellige åbne opbevaringsløsninger, der har set dagens lys hos de store møbel- og interiørvirksomheder.

Vælg de rette farver

Det er naturligvis helt okay at tage modige og dristige indretningsvalg i soveværelset, men der er dog én hovedregel, som du altid bør følge. Skru ned for de skrigende og prangende farver, og vælg i stedet douchede farver og pastelfarver.

Hvis du eksempelvis maler en væg grøn, gul eller rød, vil dette aktivere din hjerne, da vi mennesker reagerer på de farver og former, som vi omgiver os med. Soveværelset er et rum, hvor hjernen skal køre ned i gear og gøres klar til afslapning og søvn, og derfor skal du droppe de modige farver.

Det gælder naturligvis også sengetøj, gardiner og andet i soveværelset – sørg for at holde farverne og nuancerne nedtonede.

Bring naturen indenfor

Ligesom med åbne opbevaringsløsninger har natur og planter været utrolig populært over de sidste år – og det bliver det uden tvivl ved med at være! Vi fylder vores hjem med planter og blomster som aldrig før, og det skal helst være den slags, som ikke visner eller dør inden for en given tidsperiode. Det kan vi takke et øget fokus på bæredygtighed for, og du skal naturligvis også bringe naturen ind i soveværelset.

Der er flere grunde til, at dette er en god idé: først og fremmest giver det liv, sjæl og charme til rummet, og vigtigst af alt kan de rette grønne planter være med til at skabe et bedre indeklima. Det lyder muligvis en smule skørt, men den er faktisk god nok! Skynd dig at byde planterne velkommen i soveværelset!

Vælg de rette tekstiler

Når du indretter soveværelset, er det vigtigt, at du ikke går på kompromis med at vælge de rette tekstiler. Disse tæller for sengetøj, lagener, gulvtæpper og gardiner.

Du kan med fordel vælge sengetøj, som udelukkende er lavet i bomuld, da vi har svært ved at ånde i syntetiske materialer såsom polyamid og nylon. Vælg altid sengetøj lavet i 100 % naturmaterialer, og få den bedste nattesøvn, hvor kroppen kan ånde. Derudover er det også vigtigt, at du finder gardiner eller persienner, som kan lukke alt lys ude – på denne måde sikrer du dig også den bedste nattesøvn. Forskning viser nemlig, at vi sover bedst, hvis soveværelset er fuldstændigt mørklagt.

Har du børn kan du med fordel finde weekendsenge og tremmesenge her på Sov-bedre.dk.

Hvis du har trægulv eller andre hårde overflader på gulvet i soveværelset, kan du også overveje, om du vil bringe et tæppe eller to ind i soveværelset. Der er ingen forskning eller andet, der beviser, dette giver en bedre nattesøvn, men det kan altså være utrolig hyggeligt og rart at sætte fødderne ned på et varmt og blødt tæppe om morgenen, frem for et koldt træ- eller klinkegulv! Husk, soveværelset skal være hyggeligt og charmerende og give dig den bedste start på dagen!

Lyskilderne er altafgørende!

Lige netop når det gælder soveværelset, er det altafgørende, at lyskilderne er de helt rette. Det rigtige lys kan nemlig have større indflydelse på vores humør, end du lige går rundt og tror. Du må for alt i verden aldrig vælge at have lysstofrør eller sparepærer i soveværelset, da disse giver henholdsvis et koldt og ujævnt lys.

Vælg i stedet glødepærer eller LED-lys, da disse giver dét lys, som minder mest om naturligt sollys – noget vi mennesker rigtig godt kan lide. Vi har siden tidernes morgen været vant til sollys, og derfor har vi det også bedst ved at omgive os med dette i hjemmet. Det er godt for vores sind, humør og mentale helbred, meget mere end du går og tror.

Få hjælp her

Tryk på billedet og få hjælp af en søvn ekspert